
Jeg blev født i Aarhus i 2002, men er vokset op i Ry i det midtjyske søhøjland. I hjemmet i Ry stod min mormors gamle klaver, som ingen spillede på. Da jeg begyndte på Gudenåskolen, en lille friskole i Ry, begyndte jeg på samme tid til klaver. Musikken fulgte mig hele min skoletid, og med støtte fra opmærksomme lærere blev jeg fra 3. klasse opfordret til at spille til skolens morgensamlinger. Her startede min interesse og særlige opmærksomhed på fællessang. Også på efterskolen, i gymnasiet og senere som højskoleelev blev det værdsat, når jeg akkompagnerede den fælles sang.
I januar 2025 blev jeg ansat som højskolelærer på Silkeborg Højskole. Her har jeg blandt andet undervist i eksistensfaget "Deltager måske", forskellige musikfag og været pianist til den daglige morgensang. Højskoletanken er en inspiration for mig, så at få lov til at arbejde med det udgangspunkt, er en stor glæde. Et perfekt samsurium af alt det, jeg brænder for, og så endda formuleret til den ungdom jeg selv er en del af og har så mange ambitioner for.

I sommeren 2023 skabte jeg et ungdomskor med min søster Merle; Petrikor i Aarhus. Vi tillader os at kalde os for Danmarks dejligste ungdomskor. Her mødes vi 45 unge, de fleste studerende og synger arrangementer, der er skabt med kærlighed af venner og bekendte. Jeg dirigerer Petrikor og ser med mine egne øjne, hvad der sker, når vi synger sammen, får øjenkontakt under omkvædet, griner, fælder en tåre og forenes. Jeg er selvlært dirigent med hjælp fra dygtige venner fra Det Jyske Musikkonservatorium, og har stor erfaring med at guide nye såvel som erfarne sangere gennem arrangementer af varierende sværhedsgrad. Ud over at jeg arrangerer sange til koret, komponerer jeg også fællessange. Arbejdet med at komponere nye fællessange er altid et spændende projekt. Her udforsker jeg følelser og tanker og samler dem til ny musik, som alle kan synge.
Ræk ud til mig på mail, telefon eller sociale medier. Du kan også udfylde og sende kontaktformularen.